GreenLab Skive
GreenLab Skive skal, i samarbejde med en række partnere, skabe verdens første storskalafacilitet til produktion af grøn brint og metanol. Det sker via et 5-årigt P2X-projekt med et samlet budget på over 200 mio. kr., som får 80 mio. kr. i støtte fra Energilagringspuljen.
GreenLab Skive forsynes med 80 MW vedvarende energi fra 54 MW vindmøller og 26 MW solceller, som er koblet til det unikke SymbiosisNet, der udveksler alle former for energi (elektricitet, vand, varme og gas) mellem de tilkoblede enheder. Parkens virksomheder består bl.a. af et ressourcecenter, et biogasanlæg, en virksomhed, der via en pyrolyseproces omdanner deponiplast til syntetiske brændstoffer, og en fabrik, der udvinder protein fra maritime produkter.
I forbindelse med projektet etableres et 12 MW elektrolyseanlæg og et brintnetværk, som kan distribuere brint internt mellem virksomhederne i GreenLab Skive. Den producerede brint skal bl.a. bruges til produktion af metanol ved anvendelse af CO2 fra et eksisterende biogasanlæg samt som drivmiddel i brintkøretøjer.
DGC, der er én af de 10 P2X-projektpartnerne, skal bidrage til projektet med gasekspertise og dokumentation.