mail telefon tilmelding
Gå til indhold
Vvs

DGC har i samarbejde med gasselskaberne udarbejdet og formuleret Anvisninger om udførelse af gasinstallationer. Anvisningerne  henvender sig primært til installatører og rådgivere, der projekterer og udfører gasinstallationer

I de senere år er lovgivningen på de fleste tekniske områder gået fra at være meget detaljeorienteret til at være funktionsbaseret. Det betyder, at hvor Gasreglementet beskrev, hvordan en gasinstallation skulle opbygges for at være sikker, angiver Gassikkerhedsloven krav til sikkerhed, men ikke hvordan denne sikkerhed opnås.

Kort sagt står der i Gassikkerhedsloven, at en gasinstallation skal være sikker, og der skal anvendes materiel, som er egnet og beregnet til anvendelsen. Hvilke krav der stilles til gasmateriel, er beskrevet i Bekendtgørelse om sikkerhed for gasmateriel, og krav til gasinstallationer er beskrevet i Bekendtgørelse om sikkerhed for gasinstallationer.
 

Baggrund for anvisningerne

Anvisninger om udførelse af gasinstallationer er udformet for at hjælpe udførende vvs’ere og projekterende rådgivere med at projektere og udføre sikre gasinstallationer med fokus på aftræk og gasrør. Anvisningen giver viden om, hvilke regler der er gældende, og om hvordan man kan udføre en gasinstallation sikkert. Der stilles ikke krav om anvendelse af anvisningen, og uanset om man bruger løsningerne i anvisningen eller andre løsninger, skal man altid kunne dokumentere, at gasinstallationen overholder gældende lov på området.

Anvisningerne forklarer, hvilke regler der er gældende for bortledning af forbrændingsprodukter og fremføring af gasrør for at kunne opnå af en sikker gasinstallation i overensstemmelse med Gassikkerhedsloven.
 
Anvisningerne giver løsningsforslag til valg og føring af aftræk og gasrør. Andre løsninger kan naturligvis bruges ved udførelse af gasinstallationer. Det skal altid dokumenteres, at de valgte løsninger overholder Gassikkerhedsloven.
 
Anvisningerne er udformet ud fra Gassikkerhedsloven - lov nr. 61 af 30/01/2018 om sikkerhed for gasanlæg, gasinstallationer og gasmateriel og de underliggende bekendtgørelser.

Læs mere

Anvisninger - gasinstallationer